Karl Heinz Stockhausen tilstræbte en musik, hvor der var den størst mulige afstand mellem hver enkelt tone - eller hvor så mange toner som muligt blev afspillet i samme nu. Noget lignende er det jeg gerne i et digt vil give et billede på.

Men et menneske, der mener, at det, særligt det, rager ekstraordinært op i landskabet (og der er rigtig nok mange måder at gøre det på) kunne overfølsomt eller måske bare pr helt rationel logik, hvad ved jeg, misforstå det derhen, at digtets udsagn er møntet på vedkommende, og at der derfor retteligen må være tale om en forfladigende poesi. Men jeg mener intet i den retning, der normalt opfattes symbolsk. Billedet menes berettiget i sin egen konkret. At noget afsøger en afstand, og sammentrænger den, og at vi i denne afsøgning lades ude af syne til fordel for et andet perspektiv. At dette kan tage sig 2-dimensionalt ud - får være. Kald det bare poesi flad som en pandekage eller hvad fanden du vil. Men billedet eksisterer efter min mening i sin egen ret.