"Det eneste der trøster mig er, at de Radikale er med, og at selvsamme allerede har hentet nogle rigtige penge ved at skære i efterlønnen."

Men hvor er de 'rigtige penge'? Allerførst skal de (Staten) jo ud og låne milliarderne, for at kunne betale penge til de, der allerede nu ønsker deres indbetalte beløb udbetalt... mod at droppe efterlønnen - for de indbetalte finanser er nemlig ALLEREDE forbrugt. Så de 'rigtige' penge eksisterer ikke, men andre allerede forbrugte penge skal rigtig nok ud og lånes!

Ergo er de 'rigtige' penge alene fremtidsmusik, eller om man vil pt. 'fugle på taget'.

Der er ikke tale om en fremtidig indtægt; der er tale om en mulig fremtidig besparelse. Hvad der der oveni måtte komme af fremtidig indtægt via øgede skatteindtægter på det ønskede senior-merarbejde er for nuværende gisninger. Den fremtidige besparelse må også være betinget af, at senior-årgangene virkeligt er eller kommer i arbejde. Og som det ser ud nu, hvor en stor del af de, der er gået på efterløn, netop er arbejdsløse forinden.

Ja, det var rigtig nok argumentet i sin tid - for indførelsen af en efterlønsordning: at de ældre ikke skulle optage arbejdspladser for de yngre arbejdsløse årgange. Så der er og var naturligvis aldrig tale om at bringe så mange som muligt på passiv forsørgelse, målet var, at de unge ikke skulle gå ledige. Det gør jo så en hel del unge fra forskellige faggrupper desværre ligegodt netop i dag, så det ser ikke ud til at efterlønsordningen har haft den store altafgørende indflydelse på lige netop dét. Men jeg vil stadig væk mene at efterlønsbesparelsen er et regnestykke med visse ukendte faktore. Økonomer er i det hele taget de dårligste til at spå om fremtiden. Førtidspension har iø til hver en tid som én af forudsætningerne krævet lægeattest. Men det har ikke været lægens rolle at sidde med den endelige afgørelse. Får lægerne den rolle i en Seniorførtidspensions-ordning? Eller er reformen ikke netop endnu en smart måde at losse endnu flere byrder over på den kommunale forvaltning!

Nu var det jo heller ikke alle kvinder, der på én gang kom ud på arbejdsmarkedet med den ligestilling, der sidst i tredserne og begyndelsen af halvfjerderne blev søsat. Men da min mor iø netop den gang trådte ind i et lønarbejde, blev min far usjovt nok kort tid efter arbejdsløs. Og det var han bestemt ikke ene om. Et markedsøkonomisk samfund er jo netop betinget af, at lønningerne holdes på et profitmaksimerende lavt stade i kraft af, at arbejdsledigheden ikke bør ligge under et bestemt niveau. Også derfor giver det naturligvis stor mening at beholde folk så længe som muligt i et tilknytningsforhold til arbejdsmarkedet.