:::

Førhen fandt man hende beskæftiget ved brønden. Banditterne gik lige forbi med rygter om udrydelse og baghold. Her sad hun gennem mange jævne døgn nat efter nat. En rejse indad følger slutversets regn. At ofre tab og sejr. Og sjovt de tabte varsler synger. Verdenshjerte bag slør. Hun finder hånden på sin kind. Kald det en svane. Og kysset vil brænde en sti af alle tiders savn. Langt ind i søvnen. Her kan hun ånde frit, og så kommer angsten alligevel og bygger vægge. Her kan hun ånde frit, og så kommer angsten og åbner og sluger alt porøst indefra. Dette stød af jern og stjerne; inderst i din kerne, hvor vedbenden slynger sine ranker i bugtede linier, sover mellem kraniets knogler et helt rige af tjenere, hun ikke kan forstå. Aner allerede i den groftskårne marmorblok en tråd og bruger sit navn og sin tredje jeg-person. En blomsterkvist af brunt krøllede blade. Aldrig så nær breden, når isen presser dem op, er hans alibi for ikke at kunne snøre sig sammen til udspring. Bedre som han sidder savlende dér og tænker på Abraham, da han bliver båret ind i bjerget og mindes de 7 stammer, som går forud. Hovedet hviler mod knæene, imens hun sidder i atriumhuset med de dødes stemmer lukket hele vejen som et hus uden loft. Tyngden presser tungen, så strubens indre bliver synlig. Og hun skriger mod den røde skorsten. Surditasstøtte er krypternes svar. Kobbertragtene lægger ører til mirabelleblomsternes forlis. Én står udenfor. Han har taget den med sig, tænker hun, imens hun presser en figen mod håndfladerne. Fra Abraham til denne ovn langt ind i søvnen. Hun varmer sine hænder i et støvfang. En højfebril tanke river hende med. De store ledningsbaner i begge frontallapper svulmer op. På den måde udvider hun sig og forstærkes af havens blomster. Maleriet tungere og tungere mod et låg, vi lægger samvittighedsfuldt over. Prøver at redde dem op, skrive dem ind i et digt. Alle mulige padder. Atomnu: at spise brombær i en Johannes V-myte. Snøvlesyg holder hun salamanderen i sin hånd - endnu våd fra den fugtige sejlads i væggen. Hugormen soler sig på det flade stykke mellem ene og ene og ene. Hun ved ikke, hvad det vil sige at være menneske. Hun kender sig selv for godt. Forstår ikke disse grønne oppustelige arme. Dieseltraktoren trækker elme over marken. En lang fangstribe følger stammen - helt derude hvor de store silhuetter rejser sig meterhøje som skydeskiver gennemhullet af stjernernes glimt. De oprejste silhuetter af nødstedte børn vejrer i vinden fra helikopternes støv. Så sænkes farten et sted over bjergene transmiteret fra en drøm. Krigskomponisternes symfoniske værk: De roterende blade. Violinerne skvulper som ekkoer, og verden ophører i sekunder, idet hun lukker absencen ind.