Wednesday 25 March 2009
"Hvoraf kommer det, at revolution/socialisme og åndsfrihed synes at udelukke hinanden så fuldkomment, som det i al fald hidtil har været tilfældet, mens kapitalisme/establishment og åndsliv (jeg tænker her på den såkaldte frie verden, ikke på fascistdiktaturer) ikke synes at udelukke hinanden? På én måde måske deraf, at det første er vitalt interesseret i åndsliv, ja, i udgangspunktet simpelthen betinget af det - mens det sidste kun sporadisk og ofte blot prestigeagtigt er interesseret i åndsliv og fungerer aldeles fortrinligt også uden."
Thorkild Bjørnvig i Vindrosen 1, '72
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
1 comment:
I '68 hvor Ebbe Kløvedal Reich var maoist åbnede himlen sig som den ikke havde gjort siden dengang Heidegger var fascineret af Hitler og troede han kunne blive den rådgivende filosof i revolutionens tjeneste. Siden følte Heidegger sig misforstået, forsmået, en Hölderlin i moderne tid. Sandheden anes i de revolutionære øjeblikke, men 'the establishment' er ikke sen til at opfinde det Kirkegaard kaldte 'lynafledere'. Således er det tragikomisk at man i dagens Danmark hvis man vil være noget ved pædagogikken må kunne begrunde alt teoretisk ud fra teorier der hviler på teorier der med fodnoter henviser til teorier der ender ved Heidegger via Hermeneutikken, et skrækkeligt ord alle 'kompetente' dansklærere i Danmark har lært at sige. Hvis de forstod de teorier der ligger bag teorierne ville et lyn slå ned, for teori, ånd og rablende galskab er nært beslægtede fænomener.
Hitler tillod ikke partiet censur af komponister. Det første amerikanerne gjorde i 1945 var et musik-verbot i Tyskland. Som Chomsky siger ville samtlige amerikanske præsidenter fra og med Kennedy være blevet dømt til døden hvis man anvendte Nürenberg-lovene på dem. Men næsten ingen ser det, selvom Obama pulveriserer de sidste rester i Afganistan hvor den danske statsministers gamle venner formodes at holde til. Som Zizek siger: Hvem er levende i dag? Han foreslår en selvmordsbombebærende palestinenser som et eksempel på en endnu levende. Paris '68. Rosa Luxenburgs Tyskland. Obama smiler. I følge jungianeren James Hillman er dødsdriften, Thanatos, kulturskabende. Har vi kun valget mellem kulturen i depressionen, Thanatos og Hades - eller happily at indordne os under den iskoldt smilende geopolitiske vold med Hollywood som PR? Atomiserede foran hver sin skærm, uden mulighed for at skabe bevægelser?
Post a Comment