Smurt med Trakls heldækkende Grodek

På 34 års afstand har forlaget Bebop genudgivet Per Kirkebys "2 digte". Forlaget har tidligere tillige genudgivet debutsamlingen fra 65. Efter min mening kunne den foreliggende samlings titel mere præcist have været "En skitse & et fragment", ihvertfald er der under alle omstændigheder tale om en længere tekst efterfulgt af en knapt så lang. Bogen falder med andre ord i to dele. Omend fortællingen i bogens første del drukner i omgivelsernes detaljerigdom, bærer landskabet alligevel lige godt fortællingen oppe; som kviksølv løber skriften sig fuld af mættet landskabelig svælgen i adverbier og især adjektiver. Steder, ting, natur og mennesker er anonymiserede statister uden nogen egentlig indbyrdes dialog. Vi får f.eks. s. 65 at vide, at barnet råber, men ikke hvad det råber, og til hvem; eller hvilket barn, der i det hele taget er tale om. Som en tonet film uden indlagt tale, men hist og her i og af læseren med helt elementære og basale 'lyde's fremkomst, væver de farvemættede iagttagelser ind og ud af natur- og kultur- landskaber. Den egentlige, men på sin vis sekundære, fortællerstemme kommer således næsten surrealtistisk strømmende fra en iagttagende videreformidling af sansemættede, men som i en drøm oplevede, panorama-, zoom- og detalje- registreringer af et ubestemmeligt natur- og kultur-landskab. Her findes f.eks. på én gang isbjørne, negerkvinder og papegøjer, samt vulkaner, isbjerge, jungel og palmer. Registreringerne synes umærkeligt indforvævet sammensat af mange steders lagrede indtryk, som nu forsøges sat fri i en over de tidligere steders erfarede realiteter svævende fantasme - med netop dét realitetsskær erfaringen ikke uden en vis nydelse kaster af sig. Vi befinder os med andre ord i et besjælet fantasirige, hvor en art kunstnerisk (a)moral er al herskende. Strømmen af stærkt smykkende ord fremstår således mere som skitse- eller drejebog til en novellefilm af den mere artificielle og på sær vis næsten handlingsløse slags. De mange farver der på hver eneste side oplistes i lange nærmest opremsende formationer giver en vis ind til kvalmende lagkagefylde. Blev alle farver skrællet ud af teksten ville det tilbageliggende skelet således synes tyndere end ribberne i et hvirvelløst fosil fundet på Møns Klint. I bogens andet afsnit fremstår den mere sparsomt beskrevne natur fragmenteret og gennembrudt af seksuelle positure - som håndens evige kredsen om den impotentes køn med ordet 'nøgen' som sit mantra. Kroppene er ikke bare, nej, de er nøgne, altid nøgne. Kun soldaterne er aldrig nøgne. En soldat og en nøgen kvinde, hedder det således flere steder, og "en ung mand med fjerne øjne og venstre hånd i en / vemodigt besværgende gestus på brystet". Ja, netop - venstre hånd - ikke højre; den er travlt beskæftiget andet steds. Det er klart, trods en størere ophobning af handlingsfragmenter, den svageste af bogens to tekster. Første tekst fremstår mere tidsløs; hvilket netop også synes at have været hensigten, at den skulle være. Det hedder netop i fortællingens begyndelse: "Vækkeuret står gråt og diset" ... "vækkeuret bliver stort og gråt men det er så dunkelt at tal / og viser ikke ses" ... "på vækkeuret har viseren knap flyttet sig / helt klart og tydeligt er vækkeuret nu med tolv minutter i to" ... "uret bliver stort og utydeligt men tal og viser dukker frem / igen og klokken er næsten det samme / skarpt og tydeligt så alting bliver jævnt og glat viser uret / fem". Forskellige tider og steder, men alligevel er klokken næsten det samme. Det står i sin begyndelse som en hensigtserklæring, jeg synes Kirkeby indfrier.