Jubilæumspost

Til Koordinats jubilæumsoplæsning på Andys Bar d. 24. marts 2007 var der især to digte, som siden har holdt mig tankebeskæftiget. Det drejer sig om Lars-Emil Woetmanns Kingo-parafrase og Martin Snoer-Raaschous mytiske digt omkring et udgået birketræ. Parafrasen står for mig som en humoristisk og kraftfuld legemliggørelse af kristendommen; imens myten om det udgåede træ med sin helt enkle og klare kristne symbolik udgør et billede tilsyneladende renset for sædvanlig kristen tyngde - så at sige i et førkropsligt univers. De to digte tager således fat i det kristne fra hver sin ende af perspektivskalaen. Woetmanns digt kan således tilskrives en aristotelisk linje, imens Snoer-Raaschous befinder sig i et platonisk perspektiv. ... Går vi videre fra Aristoteles til Nietzsche, kan der næsten - ihvertfald hos den unge Nietzsche - findes en slags programskrift for især førstnævnte linje; således udtrykker Nietzsche sig som 17-årig: "Først når vi erkender, at vi kun er ansvarlige over for os selv, at bebrejdelser for en forfejlet livsstemning kun kan gælde os selv og ikke nogen som helst højere magter, først da vil kristendommens grundidéer kunne tages i øjesyn og blive til kød og blod. Kristendommen er efter sit væsen et hjerteanliggende: først når den har legemliggjort sig i os, når den er gået ind i vort sind, er mennesket en sand kristen. Kristendommens hovedlære udsiger blot menneskehjertets grundsandheder; det er symboler, sådan som det højeste altid kun er et symbol på noget endnu højere. At blive salig ved troen vil blot sige den gamle sandhed, at kun éns hjerte, ikke éns viden, kan gøre én lykkelig. At Gud er blevet menneske hentyder kun til, at mennesket ikke skal søge sin salighed i det uendelige, men bygge sin himmel på jorden; indbildningen om en overjordisk verden havde bragt menneskeånden i en forkert stilling til den jordiske verden; den indbildning var opstået i folkenes barndom. Menneskehedens glødende ynglingesjæl tager med begejstring imod disse idéer og udsiger anelsesfuldt den hemmelighed, der grunder sig i en fortid, som rækker ind i fremtiden: at Gud er blevet menneske. Under stor tvivl og kamp bliver menneskeheden mandig: den erkender hos sig selv "religionernes begyndelse, midte, ende"." ... Jeg kan kun opfordre de to ungersvende til også fremover at rendyrke deres her fremkomne og forskellige livsanskuelser. To af hinanden modsatrettede koordinater betinget af et fælles omdrejningspunkt: Dét må da kunne generere fortsat dynamik, eller dynamit!