Birken smykker sig med duggens dråber
søer mopper svaners løse vaser
med mange sorte dages længsel
eftersøgt af våde grene
i en enlig våges dyp
kobberbarkens tynde lyd
puster skorper ud af vinterfolder
glemselsfulde skovle klinger
i sneens nulpunkts gople
kuglepennen plukker tynde kviste
over dunet mælkehat.
Han boede i byen Sjæl, som ligger i landet Pause. Han boede i Sjæl på vejen Genkend.
Han holdt af at være i Pause. Han holdt af at vende tilbage til Pause. Det tog ham tolv år, før han for første gang tog fra Pause til Pi for at studere Pi-mål.
Pi var meget større end Pause og Pi-mål var et meget mere udbredt sprog, talt af mange flere mennesker, end der var i Pause, hvor folk hovedsageligt talte paulingi.
Hans barndomskæreste havde også talt paulingi. Men hun var flyttet til Radius - langt borte fra både Pause og Pi. Hun havde sikkert forlængst glemt at tale paulingi, glemt alt om ham og Sjæl og Pause.
Hun var ikke flyttet direkte fra Pause til Radius. Hun var først flyttet til Tænkepause og nogle år senere var hun rejst til Radius. Men først til Diameter, for det var mindre problematisk at komme ind i Radius via Diameter - end at komme direkte fra Tænkepause.
Når han opholdt sig i Pause, tænkte han tit på Rut i Radius. Hun havde skrevet til ham, at hun havde mødt en mand, som kom fra Cirkel. Det hellige land Cirkel. Et land han aldrig havde været i. Han savnede sin barndomskæreste, som nu var omsluttet af manden fra Cirkel.
Han tænkte på, om han skulle søge tilbage til Pi og forsvinde ind i den uendelige folkemængde. Finde sig en pige i Pi og glemme alt om Rut i Radius. Alle havde sin lykke og ulykke at forfølge. Det var skæbnens ironi spændt ud mellem Radius og Pi.
Vöts kimudi
tilluli ratremat
holnit tamanit toqu
garfik tassavok gegertak
erinar gosling garpaluk imik
ginwot napparis
tusarnaarluk gannalis
galugit pissutgal pissut tassavok potti
tusarnaarluk pallatok
ginwot napparsim riagissu.
Vöts kimudi
nippinik sinnitup nepoltils
vöts kimudi purtanippi amaluu
vöts kimudi inogang
tamasa gukkit pitsanervo
vöts tunini kimudi nipitta
vötskimi gaggutik tumik gortumik kimudi.
Tamat suna tarpat
tassavok tamatut garsinna pravta sumik
kini bipsoti garsim masok
nippi tassavok timivit
amalan rusunik timassan isilu lischiz
tarpa narsarrit tatsip gillik tarput
sini lua nerminni.
Pissul amalu tarmarmik sangimut
tarmarmik sinniput tatsip
pissangavok amia
sangimut tarmarmik
gungutat tunu simarnek.
Gingu purne kimycheek
tarmarmik tarput
remmulsimtunim
passurali tarekal rausch
atorlugit erinarzum
vötsia kimudu daritti gaggavok.
Zöfæls zwithu zwau zwo
omahol rehel guambi
tunguar niar para
tunguar ninni
tunguar nikku uvunga
tunguar ninni
tunguar kurakki
tunguar guambi tupakili.
Der er gået syv måneder siden
du rejste til Frankrig
selv din mor er krøbet i skjul
og nu rører jeg ved puden du syede
da de talte dine æg som var det guld
lyden af en gulspurv trænger her ind
da du gik snød du døden
og lagde mit køn på køl
for du tændte mig sidelæns
med din klarinet
og strandsten med huller i
som trak tråde med deres tyngde
og klirrede under himmelsengens bund
jeg rører ved det vævede tæppe
vi valsede på
du syr mine dage sammen
du har syet minder ind i mit sind
som ild i en gryde
står din nålepude
juletræet står og drysser lidt endnu
dér i den grønne pludren
stiger røgen fra en gryde
æg fra nattens måge
efterlader en sagte syden
ryggen skyder skud
lyden går dybere end tårn
se ned i dette svælg
op af disse hvirvelvægge
azurblå løfter
creme legbars
fravær af gyvelgul
da de talte dine æg som var det guld
så du ned i dybet
da du gik snød du døden
og nu er her tyst
her på tæppet hvor vi valsede rundt
og nu rører jeg ved puden du syede
og tænder ild i gryden
og som ild i en gryde
står din nålepude
hver gang minder drysser som nåle fra et træ
dér i den grønne pludren
stiger røgen fra en gryde
som æg fra nattens tyste måge.
Hej, hej gamle ven har du det sjovt
råder du over dit eget forlis
får snuen kål på dig
skal alt det sjove tømme sit krus
og synge sine egne hænder
en døende stjernes stemme
som du skåler med for sjov.
De farver du før vævede dagene med
er gået op i limningen
du har været her før
du har råbt og skreget og knælet
og dine såler skrålede stilhed om kap
hver gang du åndede ud
og hostede lungerne løs
- følte du dig som en høne i sovs.
Dagene rydder dagene for dage
og du rører dagenes ende
alt det der var en dæmning
er alt der nu tages bort
huller udvider sine skygger
dråber baner sig vej
du gamle ven i tågen
dagene rører hele tiden
ved de tråde
du var bundet til
de tråde
du var bundet til
med en døende stjernes tavse sprog.
Du viser mig en bog for enden af pegefingerens Gud
bjerggeder tømmer færgelejet for
lys temmelig nær på faner af lys
gennem vaskemaskinens forseglede kapsel.
Tågelys kan vifte din næse med flammer
søvnens anklage er feministisk
og klemmer søvnens feministiske stråle noget så
langt under fasanblå.
Noget farves så det lige kan tåle
en kogevask i rummet
modsætningen er din anarkistiske hud.
Det damper fra huse
død stirrer fra hvert hul
byen er et hul af gryde
sangen græder gæslingepil
drøje syge skrig
lytter til vinden
grøn døds gryde er sårets pøl
lytter til gråfattig gråd
drøje syge skrig.
Øde hvide markers strålestøv
sprættet op med frelserlyd
og frelserlydens strålestøv
øde hvide markers strålestøv
det er bedst du sprætter det hele op
i pennens parallelle spor
for frelserlydens strålestøv
og øde hvide markers strålestøv.
Alt du rører
er det du berører så synligt
strakt ud på tæer
lyden er din krop
mere end du aner
fryser hækken sin fod
fryser frøerne på søens bund
i deres dvale.
Og dine tæer er med
alle dine tæer ind til benet
alle dine tæer sover på søens bund
og huden svulmer op
alle dine tæer helt ind til benet
alle dine tæer og dine øjnes tøven
er i dvale
og lysets frække tøven
alt som forsvinder
ind i sin slummer
i de mange flænger
i dine fingre
i en hymne
hvisker øde hvide markers strålestøv.
Det begynder at strømme
og omfavne os
og det elsker
at omfavne os
når natten råder
når den omfavner os
og det begynder at strømme
og natten råder vores
lemmer til at mødes
vores lemmer har ingen ende
de strækker sig ind i os
fra universet
og endeløst er
alt der tæller
når det begynder at strømme
alle steder fra.
En kø står og tygger sig igennem
den overfyldte vestibule
jeg står foran køleskabet og rækker ud
efter den
der gav dig den syv-armede pokal
han laver trutmund hen mod min stemme
og hvisker dig noget i øret
køleskabet laver tålmodigt sin vibration og jeg
snapper efter vejret
du sagde jeg ikke skulle begynde at ævle
skal sådan et fjols af en fyldbøtte
bare have lov at ævle
kan sådan en
bare hviske dig i øret
imens køen tygger drøv
og bliver som én stemmes mund
der sluger vores mindste vink.
Carsten Jensen udbreder her en "vision" for et
Grønlandsforløb.
Jeg tvivler nu på, at amerikanerne er interesseret i at
påtage sig de økonomiske udgifter, som, hvis visionen skulle føres ud i livet,
måtte spenderes.
Amerikanerne kan jo lave alt den business med inuitterne, de
overhovedet orker; det har de kunnet hele tiden. Men hvis driftige business
firmaer spørger seriøse rådgivere, så vil de blive klar over, at det her drejer
sig om kolossale store udgifter for at drifte fx minedrift - med et tvivlsomt
udkomme. Teknologien er ikke udviklet til de nurnarputske forhold (endnu). Det kan naturligvis komme.
Men er amerikanerne parate til at vente og til i ventetiden at punge ud?
Og hvilke garantier gives der inuitterne for at deres nuværende sociale
standard og mulige velfærd opretholdes? For fri uddannelse, sygehusvæsen etc ...
Hvis begge parter tænker sig om og forholder sig til det, der
er realistisk og ikke bare luftkasteller og utopier, så ser landet anderledes
ud.
Og det kan meget vel være, at det gør det allerede nu. I så
fald så er de mange for en europæer (og for fornuftsbetonede amerikanere også)
vilde udmeldinger med slet skjulte trusler nærmere en strategi, der har til
hensigt, at få andre lande til at vågne op og betale for sikkerheden af
Nurnarput. Den sikkerhed som U.S.A. længe selv egenhændigt har beskåret ret
drastisk. Og hvorfor har de det, når området nu er så strategisk vigtigt.
Det har de fordi oplevelsen fra et amerikansk perspektiv er,
at U.S.A. alt for længe har trukket et uforholdsmæssigt stort læs og det skal
være slut nu.
Det er der jo også noget fornuft i, hvis man ser på en supermagt som en husholdningsøkonomi. Gældsvæksten i U.S.A. er helt astronomisk. Så der er god grund til at de søger efter, at slippe af med udgifter, som de gerne så, at andre bar i stedet.
Præsident Trump vil have Grønland. På den ene eller den
anden måde.
Trump siger, at det kan blive et valg mellem at få Grønland
eller bevare NATO.
Trump siger, at det er et ‘psykologisk behov’ for ham at få
ejerskab over Grønland.
Trump siger, at han ikke har brug for international lov.
Trump siger, at det eneste der begrænser hans magt er ‘min
egen moral. Mit eget sind. Det er det eneste, der kan stoppe mig.’
Det er den verden, vi lever i.
Det er Trump selv, der siger det.”
Det er den verden, vi lever i.
Men netop derfor er det afgørende, at vi ikke reagerer på
Donald Trump ud fra, hvordan vi mener, verden burde fungere – men ud fra,
hvordan han faktisk tænker og handler. Det har manglet i den grad fra
regeringens side af.
Trump opererer ikke inden for klassisk international
politik.
Han tænker ikke i folkeret, normer eller multilaterale
spilleregler.
Han tænker i styrke, kontrol, ejerskab og psykologisk
dominans.
Når Trump siger, at han vil have Grønland “på den ene eller
den anden måde”, er det et presmiddel – ikke nødvendigvis en konkret plan.
Når han kobler Grønland og NATO, er det et forhandlingsgreb
– ikke et opgør med alliancen.
Når han siger, at international lov ikke begrænser ham, er
det et signal om, hvordan han tester modparter.
Et dansk modtræk må derfor være strategisk – ikke moralsk.
For det første skal man åbent anerkende USA’s
sikkerhedsinteresser i Arktis. Ikke som eftergivenhed, men som signal om, at
Danmark forstår spillet og ikke er naiv.
Manglende anerkendelse bliver hos Trump opfattet som
svaghed.
For det andet skal man forstå, at Trumps fokus på “ejerskab”
ikke handler om juridisk suverænitet, men om reel kontrol.
USA ønsker militær adgang, strategisk dominans og
udelukkelse af Rusland og Kina i Arktis. Det kan leveres gennem samarbejde –
uden at Grønland skifter hænder.
For det tredje skal NATO bruges som styrkeargument, ikke som
moralsk løftestang.
Trump reagerer ikke på traktater, men på magtbalance.
Argumentet skal være, at et samlet NATO styrker USA’s position i Arktis – og at
splittelse gavner rivalerne.
For det fjerde skal der sættes en klar og urokkelig grænse:
Grønland er ikke til salg. Punktum. Ingen lange forklaringer, ingen
undskyldninger.
Trump tester altid grænser. Uklarhed inviterer til pres.
For det femte bør Danmark aktivt trække Canada ind som
medspiller.
Canada deler både arktiske interesser, NATO-medlemskab og
bekymring for russisk og kinesisk indflydelse.
Et tydeligt trepartssamarbejde mellem USA, Canada og Danmark
flytter dynamikken væk fra en bilateral konflikt og ind i en fælles
sikkerhedsramme, som Trump har lettere ved at acceptere.
For det sjette skal al offentlig moralsk forargelse undgås.
Når Trump selv siger, at international lov ikke begrænser
ham, er det politisk meningsløst at gøre netop det til hovedargument. Det
virker modsat hensigten.
For det syvende er det afgørende, at Danmark reagerer uden
dramatik.
Panik og store ord eskalerer. Ro, forudsigelighed og
institutionel tyngde dæmper. Trump presser hårdest dér, hvor han fornemmer
frygt.
Og endelig bør Danmark tage et internt ansvar:
Selvstyreloven skal op til revision.
I den sikkerhedspolitiske virkelighed, vi står i, er det
uansvarligt at føre en åben diskussion om grønlandsk selvstændighed. De
nationalistiske grønlandske politikere må tage det med ro i en årrække.
Al snak om løsrivelse bør parkeres, mens presset fra USA er
så massivt.
Det er ikke en verden, man behøver at kunne lide.
Men det er den verden, vi lever i.
Og i den verden vinder man ikke ved at have ret –
Velourkroppen høster
mine armslængdeprincipper for en skovlfuld sne
de drysser ud af ryggens marv
som fra en dyne gennempløkkede
og åndenødsbefængte gnæk
du skubber dem tålmodigt
og rådløs med hovedet på skrå
farvel kupe fyldt med gæller og veer
du skubber famlende havreneg
ud fra bagerste perron
og får arvesølvet til at slippe op
fra nu af vil alle vores typehuse
hoste gennemkneppede
fra sceneskift til sceneskift
står klartonen fuld af krop
ingen skal sige at vi ikke har tegn og fagter nok
sufidansen står om hver skraldeø
tidens pukkel dør fra sin trone
kun for at regere over stemmens studentergilde
og hælde den vågnende bevidsthed ned i en sæk
til alle de andre forkullede spytslikkere.
Luf laf knuf lyf lif lap
ællu læf ællu tæf
rubrilaba finnuflof.
Nurnaput er inuitternes land.
Ællu Leif bællo dælval viiiin
suqu luf herqun fjos
L'Anse aux Meadows.
Nurnaput er inuitternes land.
Nobohog urmguz kablybak
Nobohog uffesjuf maknibulap
Nobohog obbelschum kvutnikeppel zum
Nobohog Nobohog Nobohog.
Offenkrup xölfyf yt æil
ouffi ö öschl'em.
Nobohog ofvusch mamnozum
Nobohog otfjelfus woplupram
Nobohog ykkelmuk pidutlablup burvas
Nobohog Nobohog Nobohog.
Ytlampurk lintat tuvel l'em
ybbluk a melkif baasch.
Nobohog Nobohog Nobohog
Nobohog Nobohog Nobohog
Nobohog Nobohog Nobohog.
For dette øg fyger nævnerens kålhave
med sine spørgsmåls esser
tæppekyssede på pander
de mange gule synagoger
får poser fulde af solsorte.
I drømmens vacuum ved du ikke hvor længe
hånden skjuler en sætning
og så er den borte.
For alvor ses
det meste i charmetrold
mosset kan ånde
gøgeungens grammofon
altid i myggevand ses hovederne hænge.
En perlebroderet påfugl lyner gløder af sine fjer
lyspunkteret sug af calciumkloridens flager
lusekæmmet og månetyst i sene faners blafren
en sort-hvid kat solidarisk med sneen
noget kommer før lyset maler tågens gustne glød
tegnet op med kul på sansegummers tåspidsvægge
kønne fnug tusindstjålne af gule stråler.
Børn bosat befaling bakke biler pullerter bilerne pullerterne bil passagen biler bliver pullerterne port bilerne parkeres bleggul bliver placeret plads biler bilerne biler biler bevidstløs biler beskrives BMW bor bil bil bevidstløs bil begge blevet BMW bakken proppet BMW'en bagagerummet bilen byen bilen parkerede bil barberblads brandøkse bliver bliver på på på på på på på på på på på på.
Danmark datid det direkte demokrati det der det danske der den dyreste den der dyre det det deres der den de der da den dyre det dyre den den den dyre disse dels den den den den der den det den den det den det dø derimod detaljer der den da direkte der den den den dette der dø død det den dør den den den den den dels den den den.
Læseren læseren læseren landevejen ligger lille læseren læseren læseren læseren luret.
Gennem grundet går gummi gårdsplads glasfacader går går går går agnostiker kender gårdsplads kører kunstige kommer kun korresponderer kommer kun kan kone køre kan kan kommer kører klar kan gør kommer kommer kun.
Centralt.
Før får får fraskilt fraskilte fører fået findes få fri findes foregår får fra fundet folde forinden forbi fordi får fået fat for får fordi fra før før fra fra for.
Han hele huset hvert hul huset har hele huset holder hypnotiserede hypnotiserede hypnotiseret han har hus han han hos hypnotiserede han har handsker hypnose hans hud har huset han høj han huset han har hvordan han har hypnotiserede hvordan han homoseksuel hugger hoved hypnotiserede han hypnotiserede ham huset hypnotiserede han hvor hvor han hypnotiserede hypnotiserede hypnotiserede hypnotiserede han her hvordan han hus har han huset afhuggede hoved hver har har.
Trance tandlægen toppen teknologi tandlæge tiden troen tilbage til teksten teksten til tandlægen to tager tidligt til taget til tekst trods til til til til.
Iransk indvandret i indkørslen installeret i jorden inde i indirekte indkørsel indvendig ind i i ikke i i i ihjel i verden i ind i inde i ikke at vide er at vide ikke værkstedsbilen værkstedet i verden ihjel venter automatisk i i værkstedet i ind i i i i vi virker elastisk i værkstedet i ikke i endnu ikke ind ind i værkstedet ved vinger ved ved ikke ved ved.
Altså at andre at elektronik er af en af endnu en er af en eller af en egen er af en ene er af en at efter er en er af et et at en er en af er en af en af er en af en af er at at at er at er at er ad at at et at at at.
Og opvokset og overrasket og op og op og op og over og om over og om og om og og og og og og og og og og og og og og og.
Udstyr ud ud ud ud.
Årsagen årsagen.
. . . . . , . . . . , . . , , , . , , , . , . , . . , , , . . . - , , . , . - . . . , , . . . . . , . : " , ". , . . . , . - . , , . "" , . . , . , .
Edderkoppen har endnu ikke nået
sit fulde potentiale.
Jeg ville skrive noget mere
men det blev for småt
selv for min hukommelse.
Et menneske, der kræver mere af sine omgivelser end af sig
selv, er ikke andet end en kværulant.
Et menneske, der kræver mindst lige så meget af sig selv,
som af sine omgivelser, er en sandhedssøger.
Et menneske, der kræver mere af sig selv, end det kræver af andre, er en ægte sandhedssøger.
Rugmarken sender sit frugtbare støv ud over verden
bevæger erindringens såler
snusende til verdenskirken
gyldent lyser sagaer fra hver hælespore
lys begynder i en sagte tøven
lys glider gennem glæden
giv mig et hus der vokser som en plante
solen går med støvler i gåsegang omkring det
med en rutsjebane dinglende i posen
datterskyer hilser ganeglugger
med hvid djævlepeber
giv mig et hus der vokser som en plante
og svæver som en svane
og flyder som en åkande på vandet
giv mig i dag et hus der vokser som en plante
med blade lige så bløde og saftige
som spinat.
I dag blev kapsel 146 åbnet på Det Kongelige Bibliotek. Kapslen indeholder breve mellem først og fremmest Carl Nielsen, Anne Marie Carl-Nielsen og deres inderligt fortrolige fælles ven, Ove Jørgensen. Brevene blev indleveret af Carl Nielsen familien for 50 år siden med en 50 års klausul. Brevene kaster øjensynlig lys på årene 1914-16 som var en dyb kriseperiode for ægteparret. Brevenes centrale omdrejningspunkt vil så derfor nok være Carl Nielsens forhold til elskerinden Marie Møller, som også havde været Carl-Nielsens fælles veninde. Sidespringet førte til en eksistentiel krise for Carl Nielsen, der indbefatter indkøbet af en revolver med henblik på at gøre en ende på sit liv for at komme ud af samvittighedsnag og selvmordstanker. Hvilket en god ven dog fik talt ham fra. Og således kan vi takke denne ven for, at Carl Nielsens fjerde symfoni, som netop blev komponeret i denne periode, blev en realitet med uropførelse til følge i 1916. Meget sigende kaldes den fjerde symfoni: Det Uudslukkelige.
Hundeslæden glider over isen trukket af slædehunde. Meder gnides mod sneen og slæden glider frem. Måger skærer gennem lyset spejlet af sneens tusinde fnug. Hundeslæden glider over isen trukket af slædehunde. Landskabet griber solen; koger gløder af fuglenes flugt. Svømmeblæres gyldne poser fyldt med kildevand. Dryppende solvejrskirker toner et sprog så flydende, at ingen maskine kan holde det fast. Hundeslæden glider over isen trukket af slædehunde. Isblokke kælver som en kæmpe moder fyldt med vølvekys og mågepæle, rykker tågen over landet som en kappe. Æggesnaps deler lysets hvirvler med din massagebiograf. Hundeslæden glider over isen trukket af slædehunde. Isens ringeklokker er som sædvanlig noget mågeskrig bladrer gennem. Hilser på nippet af gavmildt lys bygdens ansigter slikker sol. Hundeslæden glider over isen trukket af slædehunde.
