Violet Ametysthat er en af de violette svampe, som man
hyppigst ser på en skovtur. Der findes også én, der hedder Rød Ametysthat, men
den er nu ikke så rød, som Violet Ametysthat er violet. Tidligere blev Violet
Ametysthat regnet for en spisesvamp, men mest for sit udseende end for sin
(fraværende) smag. Den var angivet som en af de få svampe, der kunne spises rå.
Og netop sådan kunne de uden tvivl pynte i en salat. Men siden er den så blevet
undersøgt og det viser sig, at den, der hvor der forefindes arsen i jorden, kan
ophobe uorganisk arsen. Så myndighederne fraråder nu indtag af Violet
Ametysthat. Ligesom der opfordres til at man tager sine forholdsregler, når
talen kommer på ris. For de steder, hvor ris dyrkes, sker der en stor udledning
af arsen, sådan at alle områder nu indeholder så meget af stoffet, at det vil
være i risen også. Derfor råder man folk til at begrænse brugen af ris og de
sjældne gange man spiser det, da at skylle risen grundigt, at koge den i
rigelig væske og efterfølgende at bortkaste kogevandet.
Svampe har i det hele taget den tendens til at suge de
stoffer til sig, der findes, det sted de vokser. Det er også udpræget for nogle
af champignonerne, som der derfor også advares imod at indtage alt for ofte,
faktisk måske kun en enkelt eller to gange om året og da i moderat eller lille
mængde.
Spiselig Stenmorkel, Gyromitra esculenta, som nu hedder Almindelig Stenmorkel, var
også en svamp, man tidligere angav som spiselig, når blot man overholdt en fast
angivet procedure. Svampen skulle først tørres til den var knastør. Efter at
have ligget i lukket beholder i 3 til 12 måneder udblødtes svampen og
iblødsætningsvandet blev kasseret. Så kogtes svampen og igen bortkastedes
kogevandet og til slut ville jeg så vælge at stege svampen, hvilket jeg har
gjort ved to lejligheder. Den smagte fantastisk!
Grunden til ovenstående procedure var og er, at svampen indeholder det giftige
stof gyromitrin, der i den menneskelige fordøjelseskanal kan omdannes til et
stof, der minder om et middel, der bruges i raketbrændstof. Men gyromitrinen
skulle, når man følger den netop beskrevne procedure, blive nedbrudt. Og det
siges, at metoden stadig anvendes af folk i Finland. Men da der for nogle år
siden var en mand i Sverige, der døde efter indtag af svampen, har man fundet navnet
Spiselig Stenmorkel misvisende og kalder nu svampen for Almindelig Stenmorkel –
om end det latinske navn, esculenta, jo fortvarende betyder spiselig.
I det hele taget mener jeg, at det er problematisk med svampe i en bred omkreds
af det samiske område. Det var jo her, at de tunge radioaktive skyer udløstes
efter Tjernobyl katastrofen i 1986. Så der er grund til at være forsigtig med
indtag af svampe fra det område.
Der er også andre svampe, der er violette. Spinkel
Hekseringshat (som er vidt udbredt på dybmuldede jorde med mange uomsatte blade og er spiselig) og Mørkviolet Slørhat (som er sjælden og ikke bør spises (men dog i Naturguide Svampe, en fotobog af Shelly Evans & Geoefrey Kibby, anføres som spiselig)).
Og så er der Violet Hekseringsridderhat (som er vidt udbredt på dybmuldede jorde med mange uomsatte blade og er spiselig), som faktisk trods
sit navn ofte er langt mindre violet end Spinkel Hekseringshat. Disse blot nævnt som eksempler. Der findes endnu flere med anstrøg af violette, blåviolette eller purpurviolette toner.
Og hvordan identificerer man så svampene og skelner dem fra
hinanden? Det gør man ved at blive ved at sammenligne og lære noget om, under
hvilke jordbundsforhold de typisk vokser og til hvilke træer svampene evt er
tilknyttede. Så skeler man til duft, smag og evt forandringsmønstre, når
svampen skæres igennem. Hvordan svampens rodmycelium tager sig ud. Årstiden –
forskellige svampe har til tider forskellige tider, hvor de fremkommer.
Man kan ikke altid regne med at finde de samme svampe på nøjagtigt det samme
sted år efter år. En enkelt honningsvamp kan have et mycelium der dækker femten
hektar jord. Og det er jo et stort område at kunne vælge at blomstre frem på. Men mange svampe er tilknyttet et værtstræ, som de har et symbiotisk forhold til - og derfor vil de ofte være at finde i nærheden af netop disse træer år efter år.
Nogle svampe kan være svære at kende fra hinanden under
visse omstændigheder. Fx kan Spinkel Hekseringshat og Violet
Hekseringsridderhat godt stå i tvivlstilfælde til hinanden; men da de begge er
spiselige betyder det mindre i kulinarisk sammenhæng. Har man brug for at skelne svampe, der ikke på
deres blotte ydre synes at adskille sig væsentligt fra hinanden, kan det være
nødvendigt at kigge på sporestoffets farve og struktur. Til det sidste behøves
mikroskopering. Ellers kan det siges om de to hekseringshatte, at de begge
ynder at vokse i meget bladholdig muld. Så Spinkel Hekseringshat kan faktisk
også optræde i den økologiske urtehave, hvor der anvendes meget blad rig
kompost. Og det er lige nu, at de optræder sådanne steder.
