Thursday, 19 October 2023

Søen mellem ondt og umaskeret

 


Børn leger ved mergelgravens dyb

som kun Mímir kan løse 

             dagligdagen fra

de ubeskrevne blades stjernefrø

hører afgange og ankomster

fra søens gjaldekor.


Jeg nævner her ikke

de synkende blå lønopkøb

rivende togstammer 

             åbner flammetunneler

skihopbakken husker 

             et andet landkort

hvor vi står med sandalorkaner.


Foran os skvulper evighedens

reb som steg fra slangers skove

og tastes ind med hviskefugle;

barfodede flyver vores

bådes sekler gennem suppedalen;

cølibatkaldet holder os fanget

med epidemiers 

             bispehuer helt strakt ud.


For de intetanende og vildfarne

kender søvnens køl sit krystalocean

og broderskaber suser uskyld hjem

så gyngerne må standse

i højeste position.








 

Søvnsø



Det er lige før søen regner med din lykke

som om undiner sørger

for at være her til stede lige nu.


Det kan ikke fylde mere ro

end hvad du gør uset

det er helt almindeligt at skærme sine

det er det du ønsker mellem flammehuse.


Det er hårdt -

sådan er søens ønske

gudernes aske


som er 

venner med døden

og de lukkede øjnes frydefulde fred


drysser her ned

som vandliljers støv.










  

Wednesday, 18 October 2023

Allehelgernes

 


Da jeg var barn lavede vi roelygter i efteråret. Omend det var en tradition, var det ikke tilknyttet nogen rite. Tror bare vi har brug for at gå ind i mørket med en tændt lanterne. Jeg husker også høstfesterne som noget virkeligt lys- og glædes-fyldt.

Lanternefester og Skt. Michaelsfesten handler også om at vække sjælens- (lanternefesten) og bevidsthedens- (Michaelsfesten) - lys.

Hvem skal muren mellem os og de døde egentlig beskytte. Måske mest de døde. De skal vide, de ikke kan gå baglæns, at de skal give slip. Men i de korte sprækker der opstår, samler vi brevene op - i form af en afdøds flygtige aftryk af sin skikkelse, som den blev husket og her genset som en fremmed og pludselig besked.




 

Violette svampe ~ blandt andet

 

Violet Ametysthat er en af de violette svampe, som man hyppigst ser på en skovtur. Der findes også én, der hedder Rød Ametysthat, men den er nu ikke så rød, som Violet Ametysthat er violet. Tidligere blev Violet Ametysthat regnet for en spisesvamp, men mest for sit udseende end for sin (fraværende) smag. Den var angivet som en af de få svampe, der kunne spises rå. Og netop sådan kunne de uden tvivl pynte i en salat. Men siden er den så blevet undersøgt og det viser sig, at den, der hvor der forefindes arsen i jorden, kan ophobe uorganisk arsen. Så myndighederne fraråder nu indtag af Violet Ametysthat. Ligesom der opfordres til at man tager sine forholdsregler, når talen kommer på ris. For de steder, hvor ris dyrkes, sker der en stor udledning af arsen, sådan at alle områder nu indeholder så meget af stoffet, at det vil være i risen også. Derfor råder man folk til at begrænse brugen af ris og de sjældne gange man spiser det, da at skylle risen grundigt, at koge den i rigelig væske og efterfølgende at bortkaste kogevandet.

Svampe har i det hele taget den tendens til at suge de stoffer til sig, der findes, det sted de vokser. Det er også udpræget for nogle af champignonerne, som der derfor også advares imod at indtage alt for ofte, faktisk måske kun en enkelt eller to gange om året og da i moderat eller lille mængde.

Spiselig Stenmorkel, Gyromitra esculenta, som nu hedder Almindelig Stenmorkel, var også en svamp, man tidligere angav som spiselig, når blot man overholdt en fast angivet procedure. Svampen skulle først tørres til den var knastør. Efter at have ligget i lukket beholder i 3 til 12 måneder udblødtes svampen og iblødsætningsvandet blev kasseret. Så kogtes svampen og igen bortkastedes kogevandet og til slut ville jeg så vælge at stege svampen, hvilket jeg har gjort ved to lejligheder. Den smagte fantastisk!


Grunden til ovenstående procedure var og er, at svampen indeholder det giftige stof gyromitrin, der i den menneskelige fordøjelseskanal kan omdannes til et stof, der minder om et middel, der bruges i raketbrændstof. Men gyromitrinen skulle, når man følger den netop beskrevne procedure, blive nedbrudt. Og det siges, at metoden stadig anvendes af folk i Finland. Men da der for nogle år siden var en mand i Sverige, der døde efter indtag af svampen, har man fundet navnet Spiselig Stenmorkel misvisende og kalder nu svampen for Almindelig Stenmorkel – om end det latinske navn, esculenta, jo fortvarende betyder spiselig.

I det hele taget mener jeg, at det er problematisk med svampe i en bred omkreds af det samiske område. Det var jo her, at de tunge radioaktive skyer udløstes efter Tjernobyl katastrofen i 1986. Så der er grund til at være forsigtig med indtag af svampe fra det område.

Der er også andre svampe, der er violette. Spinkel Hekseringshat (som er vidt udbredt på dybmuldede jorde med mange uomsatte blade og er spiselig) og Mørkviolet Slørhat (som er sjælden og ikke bør spises (men dog i Naturguide Svampe, en fotobog af Shelly Evans & Geoefrey Kibby, anføres som spiselig)). Og så er der Violet Hekseringsridderhat (som er vidt udbredt på dybmuldede jorde med mange uomsatte blade og er spiselig), som faktisk trods sit navn ofte er langt mindre violet end Spinkel Hekseringshat. Disse blot nævnt som eksempler. Der findes endnu flere med anstrøg af violette, blåviolette eller purpurviolette toner.

Og hvordan identificerer man så svampene og skelner dem fra hinanden? Det gør man ved at blive ved at sammenligne og lære noget om, under hvilke jordbundsforhold de typisk vokser og til hvilke træer svampene evt er tilknyttede. Så skeler man til duft, smag og evt forandringsmønstre, når svampen skæres igennem. Hvordan svampens rodmycelium tager sig ud. Årstiden – forskellige svampe har til tider forskellige tider, hvor de fremkommer.

Man kan ikke altid regne med at finde de samme svampe på nøjagtigt det samme sted år efter år. En enkelt honningsvamp kan have et mycelium der dækker femten hektar jord. Og det er jo et stort område at kunne vælge at blomstre frem på. Men mange svampe er tilknyttet et værtstræ, som de har et symbiotisk forhold til - og derfor vil de ofte være at finde i nærheden af netop disse træer år efter år.

Nogle svampe kan være svære at kende fra hinanden under visse omstændigheder. Fx kan Spinkel Hekseringshat og Violet Hekseringsridderhat godt stå i tvivlstilfælde til hinanden; men da de begge er spiselige betyder det mindre i kulinarisk sammenhæng. Har man brug for at skelne svampe, der ikke på deres blotte ydre synes at adskille sig væsentligt fra hinanden, kan det være nødvendigt at kigge på sporestoffets farve og struktur. Til det sidste behøves mikroskopering. Ellers kan det siges om de to hekseringshatte, at de begge ynder at vokse i meget bladholdig muld. Så Spinkel Hekseringshat kan faktisk også optræde i den økologiske urtehave, hvor der anvendes meget blad rig kompost. Og det er lige nu, at de optræder sådanne steder.





 

:::



Obofe asaby vitwybal

olösi enelu tokdaulyr

osobe memmyfos

onoli vytwibol

yfaro tugtoiler

komkaunef usebe

iböfa husin hichhysan

vitwybal kevkyp rylokot

obofe yfaro taktor tokdaulyr.









  

Tuesday, 17 October 2023

Simons skov

 


Kameraer suser rundt i rygsæksbølgen

jeg går med poresvampens glød

vandfald ruller bagved døre

moderhikket nipper til erotisk vat

i vores rygsække synes 

             grænsebomme at gå ned

hunde tumler raskvæk rationeringsmærket

et hjørnekamera af samme beskaffenhed

som en epidemisk anstalt

vokser og eksploderer

de døde hakker tjekkisk

deres mærker ind i bænkens lak.


Hvert et skrig klemmes sammen

som tog igennem tunneler

lav skinner forsølvet

gennem de tømte venteværelser.


Jeg går med Simonstrøjen gennem Allingskov

borte er nytårsskurets vokslysfejring

livet det er mere end koens yver

kontorlandskaber slynges fra en lysning

Gud har kuffertfryd til alle opløste strofer

og med mit røde ramsløgtæppe

svømmer lykkefulde

øjne fjæset ud af Flaskepot.





 




 


Apolonia Sokol vs. Karen Blixen og Niels Frank

 

Dokumentarfilmen Apolonia Apolonia er filmet gennem 13 år af Apolonia Sokols liv. Filmen dokumenterer, hvordan glidningen hen mod at sælge sin sjæl til gengæld for berømmelse kan foregå. Hvor svært det er at bremse op i den proces, når først den første 'pagt' er indgået. Hvilke omkostninger tidens jag efter udelukkende egen selvtilfredstillelse og berømmelse har.

Filmen dokumenterer, at det har omkostninger at indgå en pagt med den industrialiserede brug af menneskesjæle.

Men filmen dokumenterer også på samme tid, at det kan have lige så høje og smertefulde omkostninger, hvad enten man står i en pagt eller ikke.

Filmen rejser derfor spørgsmålet om menneskets skæbne. Hvordan menneskelig egoisme kan rette sig både indad mod familien som en i filmens tilfælde livstruende begivenhed og ud af familien som et brud med den æstetik, man stående på slægtens ryg - ellers ville kunne udfolde.

Undervejs i filmen morer Apolonia sig over, at de, der skal vurdere hendes afslutningsopgave på akademiet, interesserer sig mere for hendes personlighed end for hendes malerier. Noget der står i skærende kontrast til den kommercielle interesse hun møder, da hun senere drager fra Paris til New York, hvor der er mere interesse for, hvor mange døde malerier hun kan male - end for hendes personlighed og malerierne som udtryk for noget besjælet. Man ser godt nok, at det besjælede er fraværende, at malerierne fremstiller sjælenes snehvidetilstand, men godtager at det er sådan, når blot der kan produceres den ønskede mængde af død.
Apolonias læremester på maleskolen i Paris ser dødsprocessen netop som en proces, en fase og et udtryk, som han genkender som tidens tegn og dermed som trivielt og almindeligt, imens han ser på de malerier, som Apolonia malede før hun startede på akademiet, som noget han aldrig har set før. Og disse malerier, som tydeligvis tager et alvorstag med Apolonias besjælede slægtsrødder i de russiske aner, er rigtignok hjertegribende smukke og sande. Disse malerier er gennemarbejdede og fulde af sjælfulde og nærmest hemmelighedsfulde og poetiske detaljer. Denne poesi, som hun giver dødsstødet for at forsøge at opfylde omverdenens forventninger, går i første omgang tabt og om det vil komme tilbage for fuld blus er uvist, meget uvist. En pendant til denne livsproces ser jeg i digteren Niels Frank, blot med et andet udtryk. Hvor Niels Frank forlader poesien, fordi den med hans egne ord er løbet ud af ham, prøver han netop ikke at opfylde omverdensforventninger, men arbejder efter de to første poetiske udgivelser på at give omverdenen  og kunstverdenen  fingeren gennem en mere aggressiv og apoetisk tilgang til litteraturen og dermed kunsten. Apolonia Apolonia viser en personlighed, der gennemgår samme proces, men som dog i filmens slutning viser en form for belivet tilnærmelse til sit udgangspunkt. Jeg kan kun ønske for Sokol, at hun når fuldblown tilbage til dette udgangspunkt - nu på et højere spiralniveau.

For Apolonia Sokol når nemlig lige akkurat at give den industrialiserede udsugning af menneskesjælen fingeren på både konkret og symbolsk facon. Når man giver djævelen en lillefinger, så tager han hele armen, siger man – om Apolonia nåede at trække lillefingeren helt til sig, er den undren eller det spørgsmål, som filmen Apolonia Apolonia levner sit publikum.

At filmen der ud over også har temaer, der berører helt andre aspekter ved det at være menneske, vil jeg blot nævne, for at den interesserede kan vide, at der er mere at komme efter, end hvad jeg her sætter fokus på.

En person, der i dansk kontekst mere tydeligt giver den hele armen i djævelsk forstand, er tilfældet Karen Blixen. At give sin sjæl væk for berømmelse - er ikke noget som bare kan affejes som pjat. Det er en virkelig eksisterende realitet.

En sådan realitet i skandinavisk kontekst er som sagt ganske nøje beskrevet fra mange sider - og ikke mindst fra fænomenet selv. Ud over sin egen skrifts belysning af temaet - står vidnesbyrd fra professor Aage Henriksen, digter og miljøforkæmper Thorkild Bjørnvig - samt ikke mindst Aage Henriksens søn Morten Henriksen, der i både film og litterært har behandlet og belyst, hvilke ofre og tragedier det medfører, at sælge sin sjæl til det onde - til gengæld for sin egen berømmelse.

I følgende artikel skrevet af Mikkel Vigilius behandles med et kristent blik både fænomenet Blixen og efterfølgende popstjernernes aktuelle besværgelser: HER.

Monday, 16 October 2023

Svamperige



Så da jeg mødte dig

og ikke længere væmmedes ved dine ben

lyste træerne deres lav op mod nord

og jeg genkendte dit smil.


Så følte jeg

lydene stige

som om vi var en film

og bag vores nakker 

mumlede det ventende tog

vi kendte vores eventyr

som færgelygter i tågen.


Og jeg elskede dig

vi mærkede vores kærlighed

sprede sit mycelium

gennem Trøjborgs kister

og alle svar

var de samme svars spørgsmål

lysende som små lanterner

i mørket.










  

Spinkel hekseringshat



Lepista nysulke rilonmi

sordida lafkukke noke

sylvestri viola

sensu lyrlo lato

sensu lato ramy.





  

Ruller



Fyld mig med ambulancer og røgsignaler

hospitaler kaster musetrapper fra alle skærme

men ví tager dæmringsspunsen ud

løfter sivkurve tilbage 

             i den elektriske stol.


Rebecca løslod sig selv og var på nippet

men fysisk var det nyttesløst

at lade blomster bære stien.


Sneskovle befolkede den ensomme station

snedriver indløste deres opsparing i banken.


Vi bruger vores frimærkefødder som ror

når færgerne skal over

den røde bobcat læner sig op ad rohypnol

helt hægtet af sine drømmes langtur.


Fresker kaster reb ned for fest

tager en bid af befolkningskagen

snesevis af stillingsbetegnelser

drysser fra soppekødets sparerunde

du rører bombeflammer med en nefalygte

som friske natlysblomster før frost.








  

:::



I ly af lyn føjer du dig

hvor det virkeligt syge

er milevidt fra

du kom aldrig forbi

det kærlighedsnedbøjede knæ

ønsk imens du stirrer på røg

der råber om nærsynede kys

den bedste omsorg i verden

Horus med klør fem i mudder

februar fylder muleposerne op 

             med frossent tis

den stjernebestrøede rolleliste

siger vov i bussen på vej til arbejde

den halve fanenellike søber en grimasse

så selv et træ kan høre

den mindste berøring

gyse i dit blod.











  

:::



Din evne til at afdække motiver

jeg endnu ikke vidste, at jeg havde

er noget, jeg sætter stor pris på

det gør dig til en 100% egnet

drillepind.








  

:::



Enernes demokrati kræver

masker af guld

og slanger til at bære

tragedierne ud.









  

:::



Kroppen elsker

og halser

og hiver efter vejret

hvor jeg for længst er fremme

som et lyn.








  

:::



Et smykkeskrin fyldt af tårer

at kaste sig i afgrunden med.










  

:::



Sokrates på skateboard

hvor lang tid havde jeg lige

til at tænke over det.




















  

:::

 


Trængt op i en krog

den eneste krog hvor fra

signalet går rent igennem

det er den si

jeg kan sejle vores

dejlige hjem

ud på havet i.









 

:::



Grænsen er

en membran

hvor igennem

cellerne møder

hinanden.







  

:::



Der er ikke frø

nok i verden

til at fylde min længsel.


De umodne papaya

frø smager allerede

af timian og peber


selvom de er hvide

og uskyldsrene

som en blåfuglepuppe


midt inde i myretuen.








  

:::



Det er bedre at beholde

sennepskornet i krukken

end at kaste det i syresøen.










  

:::


Du kan ikke beholde sennepskornet

for evigt i krukken.







  

Sunday, 15 October 2023

:::



Verden bliver mere og mere

en anden verden.







  

:::



En moder kan røre træerne

med sine fingre

kan røre dig

med træernes forbundethed 

med alt

fortælle dig

før hun fortæller

dig

det kun træerne

tør sige.













  

:::



Der venter en jomfru

for enden af hver grav

måske venter hun blot på

at begrave dig levende

i bundløst begær.









  

:::

 


Jeg siger fuldmåne

dit smukke ansigt

aldrig mere

skal det røre

mig med andet

end liv.







 

Læbeløftet



Lazurkøjen

ligner grangiveligt en lazurkøje

som slægterne slår

deres dybeste folder i

hvor hvirvlerne bor

uden at være kysset af en eneste tolder

for kyssene har vokset sig fast

til mundenes læber.


Langsynet er jeg og sorgfuld

jeg stiger op over alle læber

som de står for mig

med sirligt tynde vibrerende smil

og en punktvis blottet

højre fortand.






 


Saturday, 14 October 2023

Pelset



Kommunen vender sig for mågens skyld

med de hjemløses pigge

som snekoste på bugvendte traktore

køerne går med deres muler

og bliver tilsætningsstoffernes bøf.


De døsige burgere

søger forkullede måger

når mørket sænker sig

over køernes urtid.


Gavtyv bag gavtyv

slår om

hvilke forsikringer de skal udløse

i en ruf

går de nøgne rundt

og farver mågernes svømmehud.


Urtid!

Barrøvet urtid!

Hviskende mimespil

til ære for mosser og laver

under helikopterens leviterede rotorblade.








  

Skjoldkyklop



Det skjulte rammer dig

det besvorne rammer dig

dit øje ser klart

det selvfølgelige er lunefuldt.


Sig ikke noget.

Tro ikke noget.

Det åbenbare er her.

Det åbenbare er skjult.


Det lunefulde føder det kommende

det underfulde føder dig

dit øje løfter

livet skåret helt ind til benet

dine luftige knogler

af flammerne

fra vores drømmes fæstning.









  

:::



Dit stasivæsen skal stige

ud af dig som en luftballon

tilbage vil kun være

en ganske tynd og slatten ham

det er alt

der er

se verden er et tempel

som du ikke har nogen adgang til

uden dit stasivæsen

er du intet.





 





  

Oktoberelegi



Op over øjefugl kommer du

borer søvn dybt ind i mig

med saunahåb halvvejs inde i solen

løftes jeg uhørt af dens klange.


Vi står og drømmer hinanden.


Jeg vokser med færgerne

kuffertmyndig omfavnes jeg af noget

om hjørnerne kommer selvfølelsen og længslen

knælende i bøn.


Så slipper snesevis af søfugle

ud af de frithængende køjer

de nærliggende skråningers

forvitrede lav

navngiver os.


Ro kommer der til oktobers fis-dur

og sommerhuse synes at fyldes

med mos, lav og sønner.


Du skal se dråber af fugle

løfte sig op.










  

Friday, 13 October 2023

Tsurumi



Du kom glædesstrålende helt ét med din mor

mange måneder før du skulle kunne tale

helt roligt pegede du et hindbær ud

du blev født til hjortes brøl

månen havde travlt med at få sin søvn tilbage

du kom glædesstrålende helt ét med din mor

månen havde travlt med at få sin søvn tilbage

månen havde travlt

månen havde travlt

månen havde travlt med at få sin søvn tilbage.


Gennem kraniet sang det

Flammer

Flammer på bjerget

Flammer

Flammer på bjerget

Flammer

Flammer på bjerget.


Du tog stjernehimlen med dig da du gik

nu er der bare satelitters kolde hvide snit

men du kommer lykkefuld frem akkurat som din mor

ro skal du finde ved flammebjergets fod

du tog stjernehimlen med dig da du gik

ro skal du finde ved flammebjergets fod

ro skal du finde

ro skal du finde

ro skal du finde ved flammebjergets fod.


Gennem kraniet sang det

Flammer

Flammer på bjerget

Flammer

Flammer på bjerget

Flammer

Flammer på bjerget.






 

 

Thursday, 12 October 2023

Opskyllet



Jeg stod ret op af bagagebæreren

og var halvvågen

kaffen gjorde mig en anelse antenneflov

som en let dugget si.


Karrymåtterne var barmhjertige

vi stod i snelygters måneskær

og lod os åbne i violette hvirvler.


Fuck af med jeres sømmåtter

hvert søm sad som skæve spir

jeg modtog stenlavs signaler.


Sådan mødte jeg ugen i ét nu

belæsset som jeg var med din stemme

lidt lys faldt fortættet på sivene

og bølgerne

vuggede myreflittigt frem

som et frimærke badet i vand

henover konvoluttens hvide strand.










  

Klimagespænst

 


Helt ude ved den yderste mole

løb nogle hjemløse løgne

syv og syv forsøgte de 

at få tiden til

at trække sig tilbage

men den blev ved at komme

og du kunne stadig lugte

hvordan den hamrede mod kysten.


Helt der ude hvor lynene foldede kuglerne ud

købte du et øredøvende brag

som kun syv milliarder orker 

             kunne have spundet

og dog gik du stadig fremad 

             med raslende nøgler.


Hver gang de yogaformede skyer

så ud til at le

lagde du endnu et lag

til din mundhugst

slyngede du lurene sammen

til et genåbnet spørgsmål.


Lynchningen kom musestille og spøgefuld

imens syvsoverne holdt hof 

             i nærmeste rugmark

du kneb dig igen og igen i armen

indtil han med en fjer

lige så stille skilte luften

fra de ganske små lommer

af mistolket støv.








 

Tangkorset

 


Jeg havde lige taget mine lange underbukser på

da en storm begyndte at dreje det nærmeste tårn

som projektiler borede splinter sig ind i min arm

den i volt tændte by

med sine hospitaler, 

            gravpladser og undergrundsbaner

blev med ét tømt for skrigende måger.


Selv mine tænder stod i kø

for at ligne et gebisbeboet glas vand

jeg gik på krykkernes dybe surmulen

helt op til mønningen

hvor dit skrig, selv dit skrig

blev retuneret med det ugyldige falckkort.


Jeg åbnede ind til stuerne

og så latteren gå ud med skraldet

ørerne åbnede sig 

med kraniet som en åben sprække

i min rejsekuffert.


Tid blev en by under vand

byen udnyttede bøn og sorg

uden selv at føde

bag døgnene stod strandkålen ganske tyst.


De fugle jeg snorkede ud af kontekst

faldt mod jorden i sammenklappelige faner

jeg kørte stormen gennem mine udstrakte arme

lod træernes toppe danse som bolde

ned gennem den tordenskræppeblomstrende eng.









 


:::



Duften fik du aldrig tilbage

den blev siddende

under masken

du tabte.







  

:::



Du spilder dine roser

op ad psykologens glasvæg

imens traumetoget ruller sine

æoner gennem din krop

kyklopen fisker

med vraggods

i dit medbragte digt

tæsker løs på landskabet

så mange masker

går forud

for den sidste mavepuster.













  

:::



Jeg digter en krop

i glimt og sekunder

en fremtidig væren

befriet for nu

for nu er den smerte

jeg ikke kan bære

i kroppen og digtet

jeg er.

















  

:::



Jeg støvsuger digtet for partikler

digtet har intet loft

at hænge sine lamper

ingen krog

til det mølædte reb.


Et halvt hoved kortere

i opblæst bryllup

et par tolvfingerlæber

bag latterens maske

alle døgnets timer

for en påstået

længsel

efter familie.



Hænderne er taranteller

hvor huden skrælles af.









  

:::



Februar er

en overflod af stjerner

at komme ud igennem til.








  

:::



Jeg har tænkt så længe på dig

at jeg er kommet i tvivl

om

hvem du i virkeligheden er.
















  

:::



Seks måneder i jomfruhulen -

gå lodret op ad klippevæggen

efter årets første terne æg

fortæl ingen at de har fældet

vores træ

og bygget en hvid kano

til at føre vores fælles drøm bort

på nattens mange bølger

- sneblind som et nyfødt barn.














  

:::



Jeg er et efterforskningslokale

inde i det fakta

min krop er

den forudgående gåde.






  

:::



Ildhunden vandrer gennem mit kammer

jeg er en gnist af dét flammehav.







  

:::



I var hver især et tvillingetårn

højere end jeg.









  

:::



Jeg holdt mine sår så længe åbne for dig

at jeg ingen steder fandt nogen maske

stor nok til at dække dem.





 




  

Wednesday, 11 October 2023

:::

 


Du fik mit livs længste brev

og et hav af tåres porto

du tømte ordene for indhold

og lod dem sejle deres egen sø

som foldede skibe

der langsomt blev gennemvædet

af saltvand og mikroskopisk liv

og aldrig vendte tilbage som andet

end det klokkebøjer og havets sang

skyllede i land

som ødelagte rim.






 

:::

 


Birketræet har mange masker

i vindens nøgne lyd

i ildens sorte favn

et dæmringsbrud af bark.






 

:::

 


Bladets røde linie

løber som heksemælk

fra hundens patter.








 

:::



Smukkere end bokserens

røde lommetørklæde

Martin Henriksens ansigt.






 

:::

 


Dyrene sover

om det nyplantede træ

i gådefuld fred:


Kattetis strintet

som tyske vagtposter

ved tungtvandsfabrikken.






 

:::



Blomkålshoveder -

himlens træer

får bukser på.





  

:::

 


Gæs med englevinger

om den lille

vandrende kastanje.





 

The Spy Who Poisoned Me

 


The Spy Who Poisoned Me:

Tuesday, 10 October 2023

:::

 


Romantik er melankoli i dur.








 

:::



Dukkerne malker træerne for penge

falder selv over de strenge

som holdt dem oppe

det er den musik klaveret spiller

en brud med hvid hale

spalter kloden i to.
















  

:::



Stenmorklerne hviskede til mig

længe før jeg så dem vride sig op

gennem bunker af bark

deres forvredne verdensopfattelse

som er forstadie til raketternes brændstof

var hele den tilværelse

som skruede sig ned

med underjordiske ører

i mit liv.









  

:::



Vandet står i håndvasken.


Du lukker en tilvækst

og åbner dit navn dobbelt og tæt.


Det syder af ujævn hud

et punktum fikseres ud af hvert hul.


Rummet slutter sig om munde

de driver mellem plæne og græs.


Jeg er en luksus jeg rører

og forsvinder.






  

:::



Blodet følger tankerne

som en understrøm

jeg kan gå på.





  

:::



Haren orienterer

min glatte kind

om marker

forsvundet

ind

under natten.








  

:::



Skrifttegn er min venstre hånds mongollinie.






  

:::



Kanomanden er kanon kanin.





  

:::



Haren kender ikke landkortet

du må bortforklare hvert bombekrater.





  

:::

 


Dyrene er lukket inde i et menneskes solopgang.




 

:::



Ligesom den gang

hvor folk stadig betalte med penge

erindrer jeg

den nat

hvor du sagde

jeg elsker dig .


Som en ørken af fatamorganaer

forelsker jeg mig i enhver venlighed.


Lydene kravler om morgenen

ind i mine ører

som var hele verden en koncert

af kimende vækkeure.


Tiden er de farver

der gør historien tidsløs.


Og du kan ikke huske et eneste instrument

jeg sagde slet ingenting, siger du.





 

:::




Det afmaskerede menneske

kan ikke lyve.







  

Monday, 9 October 2023

:::

 


Fred mellem mennesker, grupper og nationer 

er en trussel mod dem, 

der skal forestille at have magten.







 

Sunday, 8 October 2023

:::

 


Vi hænger fanerne så højt vi kan -

på halvt hænger versefødderne

naboer vifter med vifteriver

ned i de raskes heksekedel

dystopiske kristpalmer retter typografien

som shetlandsponyføl i islænderfolden

Mariaskålen svæver 

som en mandarinbåd i luften

bussemanden knuses

som bigballer i kulhydraternes syrehal

koralrev stiger fra slangernes grav

fanerne blafrer tuer af skrift

kærlighedsloven drysser negle fra himlen

høstakke af frølår hilser hver stjerne

testostoronens risici

lyser rødt ved din tøjrepæl.






 

Saturday, 7 October 2023

:::




Saft Frogmose!





  

:::



Vi var skovens skaberlyn

en tynd sorgs valsetakt

en dyb skygges hvide fod.


Vi var sø-vand mellem breve

vores scepter tog

solskins-økser kastet gennem lys.


Verden

er blomstrende ordbjerge

faner svunget med stilladsets hænder.

Grene blev ark og vink

glasruller kronet stopfyldte blikke.


Slagene samler dunkende

hver skravering

bader sig i kuglepen.

Floder kranset paradis

bygger en drømme-regent

mens hestekastanjen binder hans digt.


Mærkeligt skarpe stjernetårer

lever oktober hundredesårssåret.

 

Brødregjorte senge falder salte ud

fra brøndene fosser

regnsorg snejubel skadefortvivlelse.

 

Stumfilmens juvelbesatte ø

fremslår

halve slag

bølger støvbagbundet.


Solen hun bærer

i et bæger saft: