:::

 

Du sidder kold og døv i jordens støv

remmene skærer sig ind i en pladekontrakt med floden

du ser måger bladre vinden

som en åben bog

gyldent rinder de gamle traumer

og skriver med lysets pen.

Så mange følelser i et enkelt nys

ålenes lange hemmelige vej

hæver bugtalertræets løv

op over råkold dag

og håbet skælver vildt

blade pulveriseres og trækkes ned af orme.

Alle huller lufter efterdønning

mursejlerens blanke lock-out

sådan gnider ansigter støvet farve

under himlens blå

et røgslør af drømme og pilfingerbål

deler os op i sørgefaner.

Så tæt på falder

piletræernes skygge ud af slangetæmmerens hånd

den næsten døve åletrappe lyset bestiger

rækker ud efter floden

sådan sitrer mos i pulverkys

du høvler vaser af remmenes huller

og bladene titter igennem 

hvor messingen slap.